toronto/pastor
| Dorte Pedersen |
|---|
|
|
Hvad ønsker du dig til jul? det spørgsmål har I sikkert stillet og får stillet. Det er svært at svare på, for man opdager jo snart at man ikke rigtig mangler noget,- eller gør man? Jeg tænker ikke på den nyeste playstation, den nyeste mobilmodel, den nye cdér med anastasia osv.osv. Vore juleønsker er mangfoldige og forskellige; men eet sted kan vi mødes; i ordene der lød til hyrderne: Frygt ikke! Frygt ikke? Jeg ønsker mig mod? Vi lever i en verden der bestemt ikke er præget af julens glædelige budskab: ”Fred på jorden, til mennesker som har Guds velbehag.” Vi har I den vestlige verden, højt besunget vor kristne arv, vore værdier, som om det var en forsikringsordning, der for altid er sparet op på værdikontoen, vor fortræffelige velfærdssamfund sørger for at ingen af os rigtig mangler noget. Men under lovsangen høres den skingre tone af frygt, usikkerhed; gået på klingen er det egentlig svært at sige hvad vi frygter, jo det ukendte. Men herre gud, der er så meget der er ukendt, fremtiden f.eks. Det ukendte, det fremmede, i alle afskygninger, frygten for at blive løbet over ende, frygten for terror; frygten for egen sikkerhed, frygten for pensionen… frygten, hvad den nu måtte rette sig mod, spærrer for udsynet, gør vort blik til kikkert syn; dog ser vi splinten i vor næstes øje, men ikke bjælken i vort eget øje. Det er som i H.C andersens eventyr om ærterne i ærtebælgen, der mente at hele verden var grøn; I det gamle testamente står der: Gak til myren og bliv vis. Myrer er myreflittige, men lever deres liv i tuer. Der findes en lille historie om en meget flittig myre der levede hele sit liv i en tue, alle myrerne var flittige, og tuen blev højere og højere, og til sidst måtte der træffes nye beslutninger; den ældste og klogeste sagde: I må ud og finde et nyt sted; se jer nu godt for derude, og I vil blandt andet kunne se bjerge med sne på toppen, bjerge der er uendeligt meget højere end vor tue her, selvom den er meget høj. Men hvis I vil se det, må I løfte blikket op fra jorden; Gør det, vov at se det ukendte. Sikke noget vås tænkte myren, det ukendte, jeg har da aldrig hørt tale om højere bjerge end vor tue; Har I spurgte han sine kolleger; næ, det havde de ikke. Jeg tror det ikke før jeg har set det! Lød det samstemmende fra alle. OG så begav de sig af sted, det var en stjerneklar nat; fuldmånen lyste på bjergtoppene, sneen glitrede som sølv og det var meget smukt. Men de små myrer begav sig af sted, tæt sammen, på rad og række; de så fast og vedholdende ned i jorden, bange for at gå glip af noget, eller at falde i et hul eller havne uden for rækken. De fandt hvad de søgte, nemlig mad, og så marcherede de tilbage til tuen igen. Dejligt at være hjemme igen, sagde en, men jeg så da ingen bjerge, gjorde I; næ, ingen havde set noget som helst. Men én manglede; han var kommet bagud, og da han endelig dukkede op blev han skældt ud af de andre, og de spurgte ham strengt hvorfor han var gået ud af rækken…Jeg så op sagde han, som den gamle havde sagt, og jeg så bjerge og månen og stjernerne, og sne der glimtede som sølv. Som du dog praler sagde de andre, det siger du bare for at vi skal lægge mærke til dig; vi gik jo samme vej som dig og vi så ingenting. Tag nu og bestil noget og glem dine fantasier. Men han glemte det ikke og sagde til de andre: Den gamle har ret, verden er meget større end vore gange og tårne; det ukendte findes! Hvis I vil kan I også se det…
Englene sagde til hyrderne: Frygt ikke. De så op. Og så det ukendte. Der var en lille dreng der en juleaften også fik besøg af en Herrens engel. Drengen ville ikke med forældrene i kirke; Hans forældre sagde ”kom nu med” til ham; men han hvæsede, nej jeg vil ikke, kan du ikke forstå det? Hans forældre hviskede sammen, lad ham bare være, han kan jo godt klare sig selv. Han var sur og gnaven, men mest af alt var han ked af det. Han sad i kørestol og det var bare så besværligt, og de andre kiggede nysgerrigt på ham. Så går familien, og drengen sidder og kigger ud af vinduet, han ser stjernerne og månen og så ser han en engel. Men han tror det er et spøgelse og bliver bange. Frygt ikke siger englen; jeg er kommet fra himlen, af og til kommer jeg hertil og bringer gode nyheder til jordens folk; Så har du altså været her før, spørger drengen; ja jeg var med da englene besøgte hyrderne for totusind år siden. Nu kommer jeg for at fortælle dig at du får lov til at ønske en ting; og det vil blive opfyldt. Jamen så ønsker jeg fred på jorden og ingen skal sulte…og…Hør nu her, sagde englen, det er ganske vist rigtigt at ønske sig gode ting for andre, men denne gang får du lov til at ønske noget for dig selv. DU får et par minutter til at tænke i. Jeg kommer snart tilbage. Så forsvandt englen. Drengen sidder lidt og tror måske at han har drømt; så får han besøg af haren, der bor i haven, den er tam, for drengen har fodret den. Den rejser sig på de stærke bagben og drengen åbner vinduet så den kan komme ind. Den sidder på skødet og drengen fortæller om englen og ønsket. Ønsk dig raske ben, sagde haren, det er det vigtigste her i verden, siger haren. Pludselig bliver den bange for noget og løber sin vej. Hvad mon den blev bange for, jeg lagde ikke mærke til noget. Den stakkels hare er så sky, at den bliver bange for ingenting. Englen vender tilbage til værelset. Nå, hvad ønsker du dig? Jeg ønsker mig et modigt hjerte, så jeg ikke behøver at være bange for mennesker eller fremtiden. Englen ser forbavset ud, jeg troede du ville ønske dig raske ben, hvorfor skiftede du mening? Haren lærte mig det, siger drengen. Hvad nytter det, at man har raske ben, eller man er tynd, hvis man alligevel hele tiden er bange for at de andre synes at man ikke er god nok; så er eet ønske jo ikke nok!!! Du er en klog dreng siger englen.
Englene sagde til hyrderne: Frygt ikke; det gjorde de nu nok, men de vovede at se op og gå hen til Betlehem; der så de noget ganske almindeligt, ikke spor frygtindgydende. Men de vendte tilbage til marken, til mørket, med englenes Frygt ikke, i ørerne. Hvad nytter det med raske ben, hvis man altid flygter og frygter det ukendte; så er et ønske jo ikke nok.
Frygt ikke; på menneskehedens vegne modtog hyrderne julens gave; gaven bestod i ordet IKKE; frygten kendte de godt. Men Gud havde lyst sit IKKE over dem: I er ikke overladt til jer selv, ikke efterladt midt i tilfældighedernes grusomme ødemark. Frygt ikke; siden er den besked gået videre, verden rundt; for denne glæde skal være for hele folket. Glæden beror ikke vor indre højtidsudrustning, på at projekt jul med alle traditioner og glimmer og glitterstads holdes, men på at Gud er kommet til os, i vor armod; julens glæde er for den fattige, den der give slip på sit eget, på sine drømme og forestillinger om den fuldkomne jul, idel lykke, harmoni og munter juleglæde; englenes sang lød for frysende, fattige hyrder på marken: Gud er blevet menneske; Gud er kommet os i møde, så vi kan få øje på ham og dermed på hinanden. Du ser Kristus i din næste. Det er det, det handler om; Gud er kommet os i møde så vi kan få øje på ham, og dermed hinanden. Selvom vi vender ryggen til kommer han til os; derfor kan vi roligt være nærværende og frygtløse; lad os da med opsmøgede sjæle, med ro i sindet, pakke livet op i en fart; frygt ikke. Løft blikket fra de vante tuegange, se din næste, eller se Kristus i din næste, vov at se det ukendte. Frygt ikke.
Glædelig jul.
Pastor Dorte Pedersen
Mandag, 16. december, 2002