toronto/pastor
| Dorte Pedersen |
|---|
|
|
Så er julen kommet, selvom der endnu er ca. 14 dage til selve juleaften, men det er godt allerede nu at høre juleevangeliet, vi når nemlig på den måde at blive standset i racet frem mod den 24 og den 25. Der er sikkert mange mange ting der endnu skal nås til den ”rigtige” dato, men det allersværeste det skal vi begynde at øve os på nu. Det sværeste er nemlig ikke at finde de helt rigtige julegaver til familien, det sværeste er at være nærværende, til stede og modtage med udbredte arme og åbne sind når højttiden indfinder sig.
Jeg har det med Jesusbarnet i krybben, lidt på samme måde som med julegaver da jeg var barn. Mine brødre og jeg kunne jo ikke lade være med at lede efter julegaverne før juleaften. Og selvom vi ikke kunne finde dem, så kunne vi da fortælle hinanden lidt om indholdet i de forskellige pakker, måske har I gjort det samme; vi spurgte f.eks: Kan min gave svømme, ”næ” lød svaret, kan den flyve, ”næ”, hvad med hoppe ”næ”, og så var der jo de mindre populære pakker, de bløde pakker, og når alle andre muligheder var udtømte, måtte man jo spørge: ”Kan man tage det på”, og hvis svaret igen var ”næ”, så var det sikkert ikke undertøj og sokker. Men fandt vi pakkerne, og det gjorde vi faktisk altid, så trykkede og rystede og klemte vi på dem og stor var spændingen selvfølgelig. Som voksen har jeg det som sagt lidt på samme måde med det lille Jesusbarn. Man ser scenen for sig i Betlehem, hvad er det for noget, hvad skal det betyde. Et lille barn i en krybbe, hvad kan det gøre, hoppe, flyve, svømme, kan man tage det på....? Hvad er det for noget, og det er i hvert fald det væsentligste spørgsmål, som jeg nogensinde har stillet mig selv. Og jeg er også blevet klar over at det er den bedste julegave noget menneske kan få, og den største, på alle måder.
”Os er i dag en frelser fød”, det er kernen i juleevangeliet.
Der er 14 dage til jul, men jeg har allerede holdt jul. Det gjorde jeg med min familie i Danmark hvorfra jeg netop er kommet tilbage. Mine forældree kom med tilbage til Toronto, for også at holde jul her. I ved alle sammen at der går mange forberedelser forud for en afrejse, ihvert fald hvis man skal være væk i længere tid, alle løsdele udenfor, om jeg så må sige, redskaber, og havemøbler og hvad man ellers har bliver flyttet indendøre, der bliver aftalt med naboer at der holdes øje, det kunne jo være at der kom nogle forbi og lavede løjer. Men alle disse ting fik mig til at tænke på en gammel julelegende. Det fortælles nemlig om Ahasverus, også kaldet den evigt omvandrende jøde, at kommer han forbi julenat, og enten læner sig op ad noget, eller sætter sig på noget, ja så taber tingene deres kraft, og går i stykker. Der klæber nemlig en forbandelse til Ahasverus, som er særlig smitsom julenat, fordi den udspringer af hans forhold til den mand, som blev født den nat for mange år siden. Ahasverus kan ikke fejre Jesu fødselsdag, han er udenfor julefesten, og vi ved at de kræfter som er udenfor, let vendes til ødelæggelse og tomhed.
Ahasverus har et langt liv og en lang historie. Engang var han skomager i Jerusalem, det var på det tidspunkt at Jesusbarnet var blevet en ung mand, og gik omkring og sagde, at han var Guds søn. Ahasverus kom oprindelig fra landet, fra den lille by Magdala hvor også Maria Magdalene kom fra; Ahasverus var meget forelsket i hende, men hun ville ikke vide af ham, og i fortvivlelse flyttede han så til Jerusalem og blev skomager. Mange år senere så han Maria igen i Jerusalem, og tænkte, at nu havde han måske en chance. Men Maria var betaget af tømrersønnen Jesus, faktisk var det på grund af ham, at hun var kommet til Jerusalem. Ahasverus begyndte at hade denne mærkelige oprørske og omdiskuterede mand, som om det var ham, der havde taget Maria fra ham selv. Og da det begyndte at gå ned ad bakke med Jesus, passede det skomageren rigtig godt.
Og så skete det en støvet forårsdag, at der var røre i gaden hvor han havde sin forretning. Det viste sig at være romerske soldater, der førte dødsdømte til henrettelsespladsen Golgatha. Som en ekstra straf skulle de selv slæbe de kors, de skulle hænges op på. Da flokken var udenfor skomagerbutikken, segnede den ene af de dømte. Soldaterne fik ham halvvejs på benene igen og gik hen mod Ahasverus og bad om lidt vand, så fangen kunne blive klar til de sidste kilometer af turen.
Ahasverus tøvede, der kunne jo være uheld ved sådan en dømt forbryder. Og hvis han kom ind i butikken, hvad ville de fine romerske kunder ikke tænke. Men man skulle jo på den anden side hjælpe folk, og hvis fangen døde lige udenfor butikken, så det heller ikke for godt ud. Mens Ahasverus tænkte for sig selv, for og imod, så løftede fangen blikket, og så direkte på ham med brændende øjne. Den dødsdømte var ingen andre end Jesus, han som Maria havde foretrukket. Og dermed var sagen afgjort, Ahasverus sagde nej, soldaterne hankede op i fangerne, drev dem videre, og idet de gik vendte Jesus sig og så på ham med et sørgmodigt og smertefuldt blik.
Jesus blev henrettet, men blikket huskede Ahasverus og i sit stille sind vidste han, at han aldrig mere selv skulle kunne finde hvile. Og legenden fortæller, at end ikke i døden fandt han hvile. Han blev nemlig dømt til at flakke hvileløst rundt, lige til dommedag. Hans butik begyndte at gå dårligt, og han drejede tilsidst nøglen om, og drog afsted for at opfylde sin skæbne, og det fortælles, at han har flakket om lige siden, vandret igennem alle verdens egne og igennem mange århundreder; han har set meget, deltaget i verdens begivenheder, men er altid på vej til næste sted. Og manden der så på ham med det sørgmodige blik, er stadig dugfrisk i hans erindring.
Især een nat om året er det særlig pinefuldt og ensomt at være den evigt vandrende jøde, skomageren fra Jerusalem. Det er netop den nat, hvor store dele af menneskeheden fejrer den dødsdømtes fødsel. Den nat føler Ahasverus sin skæbne ekstra tung, da ønsker han, at han havde rakt den dødsdømte en stol og et glas vand. Den nat går han udenfor på gaderne og ser de oplyste stuer, hvor der holdes julefest. Han er udenfor, og føler sig udenfor, og alt hvad han rører ved derude er forbandet. - forbandet på grund af Ahasverus, som ikke har noget sted at finde hvile, men altid er på vej.
Jesusbarnet lærte vi at kende, som Guds søn, verdens frelser. Men hvem er han, denne evige vandrer? Historien er naturligvis blevet udlagt sådan, at det altsammen var Ahasverus’ egen skyld, dum og stivnakket som han var, han ville jo ikke tro, at Jesus var Guds søn; derfor blev han flygtning og fredløs. Men han er mere og andet end det, han ligner nemlig alle dem, der ikke kan fejre jul, fordi de synes at der ikke er noget at fejre; han er alt det i os, som forhindrer os i at være tilstede, og holde højtid, selvom vi i det ydre holder fest. Han er det, som forhindrer bagværket i at smage af juleklejner, og grantræet i at dufte som et juletræ. Han er alt det i os, der får os til at ønske, at vi var et andet sted, eller en anden person, eller sammen med andre. Han er al bitterheden, al sorgen og skuffelsen, al surheden, han er erindringen om vore svigt og tab, kort sagt alt det, der gør at vi ikke kan åbne os og give os hen til glæden, til dem der er hos os nu, og til dem der måtte være udenfor.
Han er det i os, der gør det svært at tro julens under: At vi får skænket livet påny, som et lille barn lagt i vore arme.
Men til Ahasverus og alle os, der ligner ham skal julens glædelige budskab forkyndes: Den dødsdømte kom til os, som et barn i julen. Ikke for at bebrejde os og dømme os for vores svigten, men for at give os livet påny, det vil sige give os nye muligheder; han kom for at tilgive, at vi svigtede, når der var brug for os. Han kom for at ophæve forbandelsen, og dermed gøre det, det der var ufrugtbart og ubrugeligt som nyt.
Lad os lukke Ahasverus ind i julevarmen, lad os lukke vores sorg, bitterhed,og vrede ind i varmen, få sat lys på det, tage det ved hånden og danse rundt om juletræet med det. For hvis vi lader det blive udenfor bliver det ødelæggende, som legenden siger Ahasverus var. Vi har intet at frygte, for ham som vi fejrer, har jo allerede set det hele, set os med sine vidende øjne, fulde af smerte og sorg, men med en kærlighed der sprænger alle grænser og rammer.
Det er betydningen af Jesu fødsel, det er gaven til os, livet skænket på ny, hver gang vi synes det går i stykker for os. Gavens indpakning er fortællingerne om ham, som gennem kirkeåret bliver fortalt og hørt, og det er klart at sådan en gave bliver man aldrig færdig med at pakke ud, den varer nemlig hele livet, og Gud har lovet os, at gaven varer helt ind i døden.
Rigtig glædelig jul.
Pastor Dorte Pedersen
Mandag, 15. december, 2003